| |
Man skulle tro at Tvetohytten i Ødis Vamdrup, fordi den er kendt fra TV, er nem at finde. Dette er desværre bare ikke tilfældet; Den del af Klan Mojn (læs: os), der stadig har bopæl i Vojens var for en gangs skyld i god tid med at komme ud af starthullerne, ud på vejen og af sted. Uheldigvis er Krak ikke altid den bedste vejleder men derimod oftest en glimrende vildleder. Vi drønede rundt på nattemørke landeveje i uendeligheder, indtil Louise Bille kom i tanker om, at hun kendte området en smule, fordi hun havde en ven, der boede i området. Så til trods for at vi næsten havde opgivet at finde hytten, fandt vi frem lige inden ankomst-deadlinen faldt.
Det første på programmet var leg og kage. Louise Bille og jeg havde forsøgt at kombinere disse ingredienser i en slags opgave-lykkekage-bolle, som ganske enkelt består af en ganske almindelig tebolle med et ganske almindeligt stykke papir påtrykt en knap så almindelig opgave indeni. Kombinationen papir i bolle vakte ikke nær den samme begejstring hos klanen som Louise og jeg havde forestillet os. Men til glæde for Louise og jeg var bollerne på grund af deres udsøgte smag alligevel rimeligt populære. (Vi er yderst taknemmelige, thi aldrig før har det taget så lang tid at bage boller)
Den næste dags første aktivitet var madlavning på bål. En aktivitet der er meget populær i Klan Mojn. Menuen stod på Ratatoulli, ost i fars og alt muligt andet fancy. Kim havde beklageligvis glemt alle opskrifterne derhjemme, men opbevarede dem til alt held i hovedet. Kim gav os derfor uddybende beskrivelser af retternes fremgangsmåde. Én af dem var: ”Retten er færdig når dens er flot ud.”. Alle retterne blev altså a la Kim, men smagte glimrende.
Turens tema var sundhed og motion og jeg formoder at fremstillingen af festmåltidet, som da også indeholdt en del grøntsager, dækkede sundhedsdelen af turen. Da turens andet tema motion også skulle dækkes med en aktivitet havde turplanlæggerne Hans Christian og Kim i samarbejde med Anne Dorte arrangeret at vi måtte låne Anne Dortes skole: Brændkjærskolen i Kolding til motion.
Turens tre mindste deltagere af hunkøn blev iklædt yndefuldt ballerinadress, mens vi andre med en smule jalousi måtte iklæde os usmart gammeldags idrætstøj. Efter at have ryddet lidt op efter en lærer-fest piskede Finn os igennem et opvarmningsprogram, som især Søren fandt ekstremt udmattende. Dette til min og måske andres uudtalte fornøjelse. Derefter spillede vi stik, trillebold, hockey og basketball. Det er ufatteligt at der i Klan Mojn er så mange sportstalenter, der har kunnet gå uopdagede omkring. Spejderbevægelsen burde satse på at indsætte nogle flere talentspejdere J
De der ikke havde fået varmen under de forskellige boldspil kunne få varmen i det kogende bassin, som vi fik lov at bade i. Det var mægtigt og alle var glade! Vi spiste sandwich i det mest sagnomspundne rum af alle rum på en skole – lærerværelset. For os, der kun sjældent har fået lov at betræde sådan et rum var det en meget speciel men ret skuffende oplevelse. Jeg kan efter dette besøg konkludere, at lærerværelser faktisk er rim’lig fesne.
Tilbage i Tvetohytten afholdte vi klanting, hvor vi bl.a. diskuterede næste års sommerlejr.
Søndag blev vi vækket af ubeskrivelige morgenfriske børn. Hytten blev rengjort og vi tog på et lille løb med logiske opgaver i den regnvåde skov. Efter løbet serverede Maria en kanelkage som angiveligt skal deltage i en kagekonkurrence til en byfest i Åbo! Vi ønsker Maria og kagen held og lykke!
Diverse madrester blev delt ud til Lisbet og vi tog afsked med hinanden med en klassisk rundkreds-farveller!
Herfra skal lyde tak til Hans Christian og Kim for en fin tur.
Spejderhilsener fra Sarah Berg (LYS pålægschokolade – den ægte)
|
|