Forårstur 2006
Turen var i år henlagt til København, nærmere betegnet Rysensteensgade (Hovedkvarteret for KFUM Spejderne og FDF) og havde temaet Dialog med Islam, hvilket jo måtte siges at være et temmelig oppe i tiden tema, da alt efterhånden handlede og handler om muslimer og ”problemer” med disse.
Programmet så ved første øjekast spændende og meget entusiastisk ud og da det senere blev sendt en pressemeddelelse ud, kunne man begynde at tro at det måske var lidt for entusiastisk?!?!? Det skulle dog vise sig at være en rigtig godt program, som gav i hvert fald undertegnede en del at tænke over.
Første programpunkt var at møde inden kl 20:30. Dette lykkedes næsten for alle, bortset fra nogle Sydjyder og en enkelt århusianer som fulgte med, som havde fejlberegnet bilkøerne undervejs og derefter røg i parkeringsproblemer. Men er man villig til at slippe 18,- kr i timen, kan man få lov at holde hvor som helst. (Undtagen rød zone som koster 25 dask i timen. Det må da give overskud at havde P-pladser i Kbh?)
Det 1. programpunkt var et møde med en muslim fra The Network, som har specialiseret sig i at komme rundt og netop tale omkring muslimer, integration m.m. Han fortalte en del om hvordan han oplevede at være muslim i Danmark og vi stillede spørgsmål omkring dette.

Da hans indlæg var færdig var der generel opbrydning. Fredag er åbenbart en hård dag for de fleste, så vi travede op af de mange trapper til toppen af Hovedkvarteret for at finde vores værelser. Disse havde en temperatur på omkring 35 grader, da solen jo havde stegt på huset hele dagen og ugen. Ud over det, var det dejligt at komme i seng og der var faktisk fredeligt, til trods for at vi boede midt inde i Kbh.
Lørdag startede med en fortræffelig morgenmad, lavet i det store industrikøkken. Derefter gik turen over til Politikken, hvor vi fik en snak med en lettere fortravlet redaktør omkring mediernes dækning af muslimer og indvandrer. Nu er Politikken så måske et af de blade som gør meget for at vise alle sider af sagen, i modsætning til visse andre medier, men det var da interessant at høre om hvilke tiltag de havde gjort, bl.a. med ansættelse af tosprogede journalister.

Efter en lille time blev vi verfet ud, da de jo ligesom havde en avis de skulle havde trykket.

Turen gik derefter til Christiansborg, hvor vi skulle mødes med Ejvind Vesselbo. Da vi kom for tidligt blev vi straks stoppet af vagten og måtte pænt vente på trappen indtil Vesselbo dukkede op. Dette foregik i øvrigt i solskin og vi nåede da også lige at hilse på skatteministeren som havde fået en kurvfuld øl, for at vise familie og venner rundt på borgen.

Mødet med Vesselbo foregik i venstres gruppelokale. Hans-Christian nåede lige at ringe med Statsministeren klokke inden selve mødet gik i gang.. Kunne han mon mærke magten??
Efter en snak med Vesselbo omkring regeringens muligheder og tiltag, gik turen videre til medbragt frokost i en pæn lille offentlig have i nærheden. Her blev den fortræffelige frokost nydt i solskinnet, imens en Mercedes blev kørt meget hårdt på nogle bulede fliser. (Det var en legetøjsbil).

Turen var nu kommet til et besøg i den berømte Moske på Dortheavej i Kbhs. nordvestkvarter.

Her holder Islamisk trossamfund til og de havde disket op med juice og muffins. Her mødte vi et par unge meget troende fyre, som vi fik en rigtig god snak med omkring fordomme m.m. De havde et meget positiv syn på integrationen, men måtte selv indrømme at der nok ville gå op til 20-25 år inden at integrationen blev vellykket.

Derefter fik vi en rundtur i Moskeén og fik fortalt omkring baggrunden for brugen af denne samt deres skikke m.m. Et, synes jeg, meget spændende og informativt besøg.
Turen gik tilbage til Hovedkvarteret hvor vi skulle lave fælles mad med de Muslimske spejdere. De havde på forhånd sagt at de ville tage det meste af maden med hjemmefra, da det tog meget langt tid at lave det. Stor var skuffelsen da de kom slæbende med Pizzabakker!?!?

Disse skulle dog vise sig at indeholde Falafel, kødboller og andre spændende ting, så skuffelsen blev hurtigt vendt til nysgerrighed og der blev taget godt fra. Alt imens maden blev fortæret, var der lejlighed til at snakke med de to mænd og to piger omkring deres holdninger og meninger.

Efter aftensmaden (Jeg nævner ikke opvasken, da den foregik med en rigtig industrivaskemaskine. Så er det jo næsten en fornøjelse at vaske op.) deltog de i vores lejrbål med forskellige sketchs og gæt og grinmasser. Jeg tror de morede sig gevaldigt.

Efter lejrbålet forlod de Muslimske Spejdere os og vi gik i gang med at spise kage og spillede bl.a. Uno som undertegnede deltog i. Det blev dog hurtigt en smule kedeligt og vi gik derefter videre til at spille Risk, hvor jeg ganske beskedent skal gøre opmærksom på at jeg vandt en KÆMPE SEJR efter totalt at havde narret de andre.

Søndag var dagen hvor vi blev delt op i fire gruppe. En skulle lave andagt, de andre skulle lave oplæg omkring bedre integration til henholdsvis regeringen, korpset og gruppen. Der blev arbejdet ganske hårdt og diskuteret livligt, og der blev faktisk fabrikeret nogle ganske gode oplæg og en rigtig fin og underholdende andagt.
Efter frokost var der tid til en is og derefter var der afgang hjem.
Tak til planlæggerne, Christina, Klaus og Thomas for en rigtig godt planlagt og informativ tur.
Med løftet tveje
Finn
Link: pressemeddelelse og avisartikler